Ofte stillede spørgsmål (faq)
Vi forsøger at have så mange informationer, som muligt på vores hjemmeside, så du så vidt muligt, ikke er i tvivl om noget. Vi er klar over at her er virkelig mange sider, men der er en mening med dem alle.
Herunder har vi forsøgt, at samle en oversigt, af alle de spørgsmål vi oftest modtager, med links til de sider, hvor der er nærmere beskrivelser.
FAQ om hundene
Informationen i hundenes annoncer er estimater, der stilles ingen garantier for hverken raceblanding, eller alder.
Hvor er hunden?
På hver hunds annonce, her på hjemmesiden, står der om hunden er i Portugal eller i Danmark.
Er hunden opdraget?
Nej! I udgangspunktet skal der “startes forfra”, uanset hundens alder.
Er hunden vaccineret?
Ja. Samtlige retningslinjer, der anbefales og kræves af Fødevarestyrelsen ift. import af hunde, følges.
Kan man møde hunden?
Nej, det er ikke muligt at møde hunden før den adopteres. Hunden er i Portugal.
Hvis hunden er i Danmark, kan den først mødes, når der er betalt reservationsgebyr, og adoptionen er godkendt.
Kan hunden sammen med børn?
Kender dit barn en hunds grænser? Kan du håndtere barn og hund i samme familie?
FAQ om processen
New Hope Denmark ligger et stort arbejde i, på bedst mulige vis, at sørge for at matche nye familier og hunde.
Stilles der krav til adoptanter?
Ja, alle adoptanter skal opfylde New Hope Denmarks adoptionsbetingelser.
Hvordan foregår en adoption?
For at adoptere en hund, skal du først godkendes til adoption. Herefter vil du blive guidet af vores frivillige ift. proceduren.
Hvad betyder det at hunden er reserveret?
Når en hund er reserveret, betyder det at en familie har betalt reservationsgebyr på hunden, og enten afventer hjemmebesøg, godkendelse eller underskrift på en adoptionskontrakt.
Hundens opslag fjernes ikke når den reserveres, en hund kan blive ledig igen af forskellige årsager, familien kan risikere ikke at blive godkendt, eller selv vælge at fortryde deres interesse i den pågældende hund.
Nogle gange går det rigtig hurtigt, og en hund kan nå at være blevet reserveret, selv om det ikke er skrevet på hundens opslag.
Hvornår kan en hund rejse fra Portugal?
Hunden rejser kun fra Portugal til Danmark, hvis den er adopteret – altså hvis en adoptant er godkendt, har betalt reservationsgebyr, samt har underskrevet adoptionskontrakten, og betalt det endelige adoptionsgebyr.
Hvor længe går der, inden man har hunden?
Der er hjemkomst ca. en gang om måneden.
Hundens afrejse afhænger af, hvornår på måneden ift. næste hjemkomst, den adopteres.
Kan man få en hund på prøve?
Nej, det kan man ikke.
COVID-19 og hjemmebesøg
Alle adoptanter skal godkendes, før det er muligt at adoptere en hund.
Grundet COVID-19, er det ikke alle der kan foretages hjemmebesøg hos. Derfor vil disse godkendelser foregå via enten video-samtale, eller via almindeligt telefonopkald.
Reelle hjemmebesøg foretrækkes!
COVID-19 og hundenes afrejse/hjemkomst
Da hundene transporteres som en EU-godkendt dyretransport, er disse transporter i udgangspunktet ikke påvirket af eventuelle lukkede grænser.
Ved hundenes hjemkomster, skal alle offentlige myndigheders retningslinjer følges. Der informeres detaljeret om dette, når en hjemkomst nærmer sig.
FAQ om NHDK
New Hope Denmark drives af frivillige, der alle brændende ønsker at hjælpe hunde, med at få det liv de fortjener.
Tjener NHDK penge på at formidle hunde?
Nej. New Hope Denmark er en non-profit organisation, alle penge går udelukkende til, at dække omkostninger til hundene.
Overholdes gældende regler for transport og formidling af hunde?
Ja! New Hope Denmark overholder gældende regler for import af hunde i Danmark, og har tilladelse til erhvervsmæssig formidling af hunde, dette er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Har NHDK rabat-aftaler med andre forretninger?
Ja, vi arbejder på at opnå flere gode rabatter til vores adoptanter og plejefamilier.
Kan NHDK støttes med et beløb?
Der arbejdes på at etablere en løsning, hvor det er muligt at donere enten et enkelt beløb, eller et fast månedligt beløb, via betalingskort/bankkonto.
Indtil denne løsning er etableret, er det desværre ikke muligt at støtte New Hope Denmark med et pengebeløb.
Vi vil dog rigtig gerne modtage hundeudstyr, guf, mad m.m., som vi kan sende ned til vores samarbejdspartnere i Portugal.
Om hjemmesiden
Vi er klar over at der er virkelig mange sider, og informationer, på vores hjemmeside, samt at det kan være vanskeligt at overskue, hvilke sider man bør gennemlæse, hvis man ønsker at adoptere en hund fra os.
Svaret er ganske enkelt – læs dem alle.
Sørg for at gennemlæse alle siderne, der linkes til fra navigationen – snup en rar kop ét eller andet, og husk at hygge dig, imens du tager noter.
Det er ikke tilladt at anvende/kopiere tekster fra hjemmesiden, uden tilladelse fra New Hope Denmark, det er dog tilladt at citere fra hjemmesiden!
©
Om billederne på hjemmesiden
Rettigheden til alle billeder anvendt på hjemmesiden indehaves naturligvis af New Hope Denmark.
De to “NHDK-modeller”, er en frivilligs egne hunde (adopteret via New Hope Denmark), de billeder der vises af disse to, evt. iført seler, halsbånd, liner eller med bamser el.l., er den frivilliges private billeder, og privat indkøbte udstyr til hundene. Intet er sponsoreret, og ingen af billederne med udstyr, skal anses som værende reklame.
Det er ikke tilladt at anvende billeder fra hjemmesiden, uden tilladelse fra New Hope Denmark!
©